Knuds Rejser

Så blev det onsdag og i morgen forlader jeg Island.
Det er lidt vemodigt – men jeg glæder mig også ret meget til at komme hjem til Danmark igen.
Har boet på camping i Egilstadir i nat og om lidt kører jeg over fjeldet til Sejdesfjord.
Går nok et lille stop med den sidste udsigt over Egilstadir — og siger farvel Island og tak for i sommer!!
PivPiv…..

På vejen over atlanten laver jeg lige et par dages stop på Færøerne.
Faroe Pride lørdag og Olai søndag. Det skal nok blive både sjovt og farverigt.
Jeg bliver sat af færgen fredag morgen kl 3.00. Så det første bliver nok at finde et sted at parkere og få lidt søvn.
Fredag skulle starte med regn først på dagen, men resten af perioden skulle det blive tørvejr.

Regner med at køre lidt rundt på øerne indtil Pride starter midt på eftermidagen lørdag.
Vi får se.

De gange jeg tidligere har været på Island har jeg ikke set rensdyr.
Kun skiltet.

Men da vi kører mod syd lidt nord for Høfn siger Nis pludselig efter at vi har taget et skarpt sving rundt om en stor klippe.
Stop rensdyr!!
Det var virkelig ikke et sted at bare holde et øjeblik. Lige bag et skarpt sving og lidt fremfor en bakketop.
Og fuldt optrukket midterlinje.
Vi kører lidt frem og vender. Stjæler os til nogle få sekunder og lidt billeder.
Vender så igen og da vi når stedet hvad sker der så?
Dyrene begynder sindigt at gå over vejen. Så måtte vi jo stoppe. Fedt.
Der var er større flok så det tog nogle minutter før de alle var på den anden side.

Det var en stor skuffelse at besøge søpapegøjerne ved Bakkegerdi.
Jeg havde håbet at se deres unger. Men der var ingen. Og de voksne fugle hentede ikke fisk.
De stod og ventede. Tog en tur på havet og kom så tomnæbede tilbage.

Bakkegerdi har ellers tidligere været en velfungerende yngleplads for lunderne.
Men det er desværre et alt for tydeligt mønster for de store lundekolonier på Island.
Først forsvandt de fra Vestmanna øerne, Vik, Latrabjarg osv.
Jeg kender ikke alle deres ynglepladser, så jeg skal ikke gøre mig vældig klog på lundernes situation.
Men godt ser det ikke ud.

En anden stor skuffelse var ternekolonien ved Jøkulsarlon.
Her plejer der at være en stor koloni med alt hvad der hører til af samspil med kjover og rider.
Da kom forbi først i juni var der en del terner der var på plads på deres vanlige ynglepladser.
Der var fint afmærket med tov og skilte at her skulle man ikke gå ind for her yngler havternerne.
Og der var også nogle terner der sad parat på græsset.
Men sidst i juni var græsset tomt. Der var nogle få terner der sad på isen eller fløj omkring.
Men ingen der rugede.
Kjoverne var der heller ikke mange af.
De plejer jo slås med terne og prøve at stjæle de fisk terne bringer hjem til ungerne.
Det er et formidabelt skuespil. Begge fuglearter er fantastiske flyvere og slagsmålet har ingen sikker vinder.

En anden sørgelig ting omkring Jøkulsarlun er at den bræ der leverer isbjerge til lagunen er skrumpet meget i bredden.
De fine gennemsigtige isstykker som plejer at ligge på stranden og langs kanalen er der nærmest ikke mere.
Som tusindvis af fotografer har moret sig med at tage flotte billeder af.

Turisterne er der dog stadig og de underlige amfibie køretøjer sejler stadig på lagunen.
Men Jøkulsarlun er en skygge af sig selv.

Da jeg var på Island i 2014 ville jeg have været ved Askja, men kom det ikke på grund af udbrudet i Badarbunga.
Det var i august måned og myndighederne lukkede simpelt højlandet og hentede alle turister ud.

Det blev så torsdag jeg tog afsted med AskjaTours, et gammelt firma det har kørt folk til Askja i 40 år, siger de.
Det foregår i nogle lidt bedagede Mecedes busser med firhjulstræk og store dæk.

Vi mødtes ved tankstationen ved Myvaten og afgang var kl 8. Så jeg havde været tidlig oppe og ordne morgenmad og kaffe.
Skulle også smøre madpakke og pakke tasken med foto og regntøj.

Bussen kom i god tid og der skulle jo lige ordnes billetter osv.

Men kl 8 kørte vi mod øst ad vej nr 1 ca 30 km hvorefter vi drejede mod syd af vej F88.
Der var så 100 km til Askja.

Det første stykke gik i fin fart. Vejen var lige blevet ‘høvlet’ med en af de store gule maskiner.
Men da vi kom til lavamarkerne blev det en helt anden hastighed. Jeg var glad for ikke at chauffør.
Vejen var virkelig kringlet og meget ujævn. Store sten stak op og vejen drejede hele tiden i sving efter sving.
Undervejs måtte vi passere 3 elve. I den største elv var der nok en halv meter vand og den var vel 10 meter bred.
Men det var ikke noget problem for bussen – ned i lavt gear og lige så stille gennem vandet.

På vejen tilbage mødte en flok danske motorcykel folk der holdt ved den store elv og overvejede situationen.
Skal man over en elv på motorcykel skal man holde hastigheden – går man i stå ligger man hurtig på siden og så er det spørgsmålet om cyklen kan starte igen.

Undervejs var vejret ok og der var god sigt ud til siderne.
Guiden mente dog ikke at vejrudsigten var den bedste og forberedte os stille på at Askja krateret fik vi nok ikke at se.
Det gjorde vi heller ikke. Efter den lange køretur gemmen ørken og lavamarker skulle vi fra 400 m til 1130 m over havet.
En smal snørklet vej opad i tåge… Vi nåede parkeringspladsen og der var nu 2.4 km ud til krateret.
Uden de store forhåbninger gik vi afsted. Henover groft sand og nogle steder grødet sne.
Og så stod vi ved Askja krateret og kunne ikke se en pind – højest 200 m væk.

Nå men turen havde ellers været rigtig fin og der var ingen sure miner.
Det gav en fin indsigt om hvordan det er at færdes i højlandet. Hvad skal der til af grej og hvor besværligt er det.
Men også hvor smukt det er!!!
Jeg havde jo også set på vejrudsigten og resten af perioden frem til min ferie sluttede var udsigten meget svingende og ustabil.
Så det var en chance at tage.

Lørdag kørte jeg så til Reykjavik og indlogerede mig på campingpladsen et par km fra centrum.
Tog et bad og gik så ind mod byen.
Fandt Halgrimskirken og tog det obligatoriske billede.

Skulle finde et sted at spise. Det sted Lisbeth og jeg tidligere har været glad for var lavet helt om og musikken var larmende

Det blev så italiensk. De havde Quartro Stagioni der så nærmest orginal ud som man kunne få dem i Danmark i 70’erne.
Med artiskokker ansjoser muslinger og gorgonzola. Måske var det ikke helt sådan de var, men tæt på.
Den tjekiske tjener undskyldte flere gange ventetiden og efter næsten en time serverede han en øl mere på huset.
Pizzaen var fortræffelig. Spurgte tjeneren om der var live musik et sted… Jo, noget irsk – ned af gaden og så til højre.
Jeg fandt nu ikke nogen musik, men på vejen ind havde jeg spottet et lille sted der hed ‘Vinyl’.
En kvinde sang og spillede guitar. Det var måske smukt, men det var noget så kedeligt. De fleste tilhørere så lidt forstemte ud, som jeg nok også gjorde
En veninde var vældig begejstret – hun skulle spille bagefter, men det nåede jeg ikke høre.

Der var masser af mennesker i byen. Der var også masser af værtshuse og spisesteder. Og mange butikker havde åbent selv om det var lidt sent på aftenen.

Jeg holdt ikke så længe og var i køjen før 12.
På vejen hjem fulgtes jeg næsten med en fillipinsk udseende mand med sin Kronen bærepose og en lille tohjulet vogn.
Han så ud til at være på sin faste rute og samlede øl dåser. Han var hurtig og kendte hvor alle skraldespandene stod.

Søndag var lidt kontordag. Det småregnede og jeg satte mig i et fællesrum på campingpladsen, hvor man kunne nå en stikkontakt.
Jeg har lagt flere billeder på.
Så kik også tilbage på de gamle indlæg.

Fredag tog jeg en tur op ad vej 643. Den var i forbavsende god stand.
Også selv om en længere strækning med skilte blev kaldt ujævn.
I Djupavig var der stor ståhej.
Jeg husker stedet med en stor cement bygning + siloer + kæmpe skorsten som havde været fabrik til forarbejdning af sild.
For længst nedlagt og i faldefærdig stand. Men nu med lidt underlige kunstudstillinger.
Dertil et lille sted med kaffe og kage – og en bensintank som ikke havde virket i mange år.
Rigtig husket, men idag var der af alt i verden en stærk mands konkurence!
En flok muskelbundter kappedes om at kunne løfte en jerndims op på skulderen og herefter op i en strakt arm.
Bare et øjeblik under kontrol.
Startende ved 70kg. Herefter lagde man 10kg på, indtil man sluttede på 120kg. De 120 klarede kun 2 af gutterne.
Det var en del af større kunkurence der hed The Westfjords Vikings.
Og en endnu større konkurence om at blive verdens stærkeste mand.
Den tittel har flest islændinge erobret. Dagen komentator havde selvfølgelig haft den tittel.
Og så var islandsk TV tilstede og filmede forestillingen. Og fik komentarer bagefter.
Jeg ankom lige som det var ved at starte og så var det med at få fundet sin klapstol og få sig magelig anbragt.
Efter en times tid var det hele overstået. Jeg gik mig en tur mellem husene og var på kunstudstilling.

Kørte længere nordpå for at finde en campingplads. Det lykkedes og hvem var så der? Vikingerne.
De var igang med at kaste en 20kg tung øltønde over et skilt. For hver omgang blev skiltet hævet et stykke.
Osv. Skiltet var selvfølgelig en ølreklame ligeson gutternes bluser var med samme ølreklame….

Næste dag kørte jeg tilbage mod syd og slog mig ned i Holmavik.
Men opdagede at mit ene bagdæk var punkteret.
Det dæk havde længe set lidt slidt ud og jeg havde også overvejet at få det udsskiftet.
Men mon ikke det lige kunne gå resten af turen?. Det kunne det altså ikke.
Lavede en hokuspokus lapning og begav mig næste dag mod mit dækfirma i Keflavik.

Havde tænkt at overnatte ved Skalavig, det nordligste man lige kan komme på “geviret”.
Men der var vejarbejde på vejen nedad fjeldet dertil. Så det skulle jeg ikke nyde noget af.
Camping i Isafjordur var overfyldt, så jeg kørte lidt mod sydøst ad vej 61.
I Sudavig var der en stille plads kun for autocampere og campingvogne.
Min bil er vel også lidt i den retning så jeg slog mig ned.

Tog morgenbad og kørte på havnen for at lave kaffe.
Det var køligt – 10 grader og helt vindstille.
Hørte en lyd jeg ikke lige kendte – den kom igen – det var en hval ude på fjorden.
Det var dens blost jeg havde hørt – altså når den blæser luft ud af åndehullet.
Det danner en lodret tåge der kan stå flere meter op afhængig af hvilken hval det er.

Fik hurtig fundet cameraet frem og fik da også lidt billeder.
Der var i virkeligheden 2 hvaler. De var oppe mange gange, men trak desværre lidt væk fra havnen.

På havnen var der ellers travlhed. Det var hjemsted for 10 små både fra Islandic Sea Angeling.
Altså turister kan komme på havet og pilke torsk.
Gårsdagens fangst skulle losses og byttes med ny is. Og dieseltanken skulle tankes op til en ny dag.
Bådene skulle også lige have lidt shueshine og spules rene.

På min zigzag tur ned gennem nordfjordene kom jeg til et sted hvor der lå sæler.

Er nu tæt på Holmavig og stopper for idag.
Har gået en tur langs elven her og er blevet chikaneret af havterne.