Poul Nesgaard lavede engang en en film om Omvendtslev. Måske hed byen noget andet?
Men her gik alle mennesker med hovedet nedad og cyklede også sådan. I det hele taget var alt i byen omvendt.
Vi er nu kommet til byen hvor syd vender opad på alle kort
– først var det meget forvirende, men vi lærte hurtig at sådan er det her i byen.
Folk går og cykler dog helt normalt her.
Men det bliver nok svært når vi skal til at vænne os til at nord er opad …
Papey er en lille ø på 2 km2 lidt uden for Djupivogur på østkysten
Her er foreløbig nogle billeder
Nogen har spurgt hvor jeg bliver af..
Altså – nu er vi i Djupivogur.
Lisbeth kom til Island den 11/7.
Vi har så besøgt Reykjavik halvøen, Snæfjelsnæs, Tingvalir sletten, Geiser, Gulfors, og så videre rundt med vej 1 langs sydkysten.
Og set Hekla på afsstand.
Det har været rigtg rart og gevaldig hyggeligt.
Man kan heller ikke siger at vi har brugt tiden på fælles ferierejser.
Sidst vi var afsted sammne var Tyrkiet i 1990.
På vej vestpå tog jeg en ikke lille omvej ad en af de små veje.
Holdt nær en nedlagt gård og gik hen af en markvej for se om der var nogle fugle i søen bag gården.
Nogle Sangsvaner og de vanlige Engpibere var ikke meget.
Over ved gården starter en firehjulstrækker og kommer over til mig.
En ældre hvidhåret kvinde stiger ud – hun er smilende og venlig.
Jeg prøver at forklare at jeg kikker på fuglene, men vi forstår ikke hinanden særlig langt.
Vi enes om det med svanerne der skælder ud fordi de muppes af nogen Kjover.
Hun kører tilbage til gården og lidt senere ind mod byen.
Jeg går lidt videre langs markvejen hvor der ligger masser at rester af rustne maskiner og husgeråd.
Der er rigtig meget – fra en menneskealder med landbrug og fiskei.
En encylindret Hanomag R12 traktor fra 1955 og en Massey Ferguson fra 1975 med servostyring.
Der er masser af rester af maskiner til bjergning af hø.
Ved gården er der folde til håndtering af får og fåreindhegning både med tråd og stensætninger.
En båd og forskelligt fiskegrej – spil, stålvejrer og flydere til fiskenet.
Vi er altså meget langt ude på landet.
Der ligger adskillige gårde langs denne vej og også en lille kirke.
De fleste gårde er forfaldne og ikke i drift mere.
En enket har malkekvæg – en anden dyrker ret store arealer med raps og lidt 2 radet hvede.
Alle gårde har navn, som står på et skilt ved den stikvej der fører til gården. Sådan er det på Island.
På kirkegården leder jeg efter nogen fra den gård jeg besøgte og familie til den Kvinde jeg mødte.
I det lille hus der er ved kirken er der oversigt over alle gravene og hvor de døde har boet.
Gårdens navn fremgår ingen steder, men det der passer bedst er en gravsten med Bjarni og Gudbjörg født i 1911 og 19 – døde i 1996 og 97
Der tegner sig en lille historie som i mange måder har mindelser til mit eget liv og der hvor jeg kommer fra ….
Jeg endte så bare et andet sted.
Gråspurven findes kun med 6-7 ynglepar på Island.
De er alle ved en bestemt gård – har også tidligere været et andet sted, men er nu kun her.
Det var helt hyggeligt at høre dens pippen igen – det er ikke så tit det høres i Danmark heller.
Måske er den også lidt træt af regnen – den ser lidt forpjusket ud.
Der er ikke ret mange campingpladser her mod sydøst.
Så der sidste nætter har jeg boet ved stranden ved jökulsarlon, sammen med de andre hjemløse autocampere.
Tirsdag vågnede jeg tidlig, men havde så også hele området for mig selv incl. Wifi som ellers har været blokeret af alt for mange brugere
Var ved ternekolonien – her var også en lille flok Bramgæs med næsten voksne gæslinger.
tog lidt billede fra bilen – det fungerer godt – fuglenen bliver ikke generet af at man er tæt på.
Andre der har forsøgt sig med at fotografere terner ved at de er ret agressive over for mennesker.
Ved kanalen jagtede kjoverne terner – stadigvæk.
Havde knap tid til at lave kaffe, så spændende var det.
Kl 10 ville jeg på guidet tur til Ingólfshöfdi.
Turen foregik på en ‘Manøbus’ og vi var nok 25 ombord.
Fuglefjeldet ligger langt ude på et fladt område med sort sand – ud mod havet, som et skartpt hjørne mod sydøst.
Sandområdet var delvist oversvømmet og så flot med vindens og vandets mønstre i sandet.
Omkring fjeldet var det åbenbart så meget læ at man kunne se damp/tåge stige op fra sandet.
Meget usædvanligt syn – og guiden stoppede da også så alle kunne tage billeder.
Fjeldet er vel 100 m højt og 1 kvadratkilometer stort.
Her yngler 80 par Storkjover, som hader unger og var ekstremt agresgsive.
På de stejle klipper ynglede alkefugle og lidt Malemukker. Øverst i græsset Søpapegøjer.
Guiden fortalte at ynglesituationen for Lunderne var i bedring. Jeg så dog kun kustode fugle.
Men guiden sagde at ynglefuglene var på utilgængelige steder på fjeldet.
Hun kunne ikke give nogle tal for ynglefugle eller totale antal.
Men al fangst af fugle var stoppet og fuglefolk var i gang med at følge udviklingen.
Så good luck til søpapegøjerne og tak for en fantastisk tur.
Planen var så at campere ved Skaftafell og og gå til Svartifoss næste morgen.
Men camping og turistcentret var så overfyldt men mennesker.
Man skulle stå i kø for at få lov til betale overpris.
Klokken var vel 18 – så jeg bestemte mig til at gå til Svartifoss med det samme og så tage videre.
Det var 2 km at gå op og på vejen mødte jeg rigtig mange på vej ned.
Så da jeg kom op næsten tømt for mennesker.
Det ret lille vandfald er omgivet af en halvmåne af sort søjlebasalt.
Nogen arkitekt kunne næppe ha udtænkt dette naturfænomen.
På vej ned af en anden sti kom jeg forbi el lille nedlagt elværk.
Et rør af træstave sammenbundet med rundjern førte op til vandet oppe et sted.
En ventil til at justere vandmængden en turbine og en dynamo. Simpelt, men vel i store træk som de anlæg der findes i dag – bare lidt mindre.
Dynamoen kunne levere max 16 ampere og 230 volt. Instrumenter på vægen udlæste produktionen.
Fandt campingplads i Kirkjubæjarklaustur – Prøv at udtale det…
Vågnede meget tidlig, det var tørvejr, så jeg kørte til fuglefjeldet.
Der var masser af Rider og Malemukker der sad på reder. Nogle hundrerder Lomvier.
Enkelte lunder stod i fjeldet og en flok på vandet. Men heller ikke her tegn på at de yngler.
En Storkjove kom forbi og en Tejst lå på vandet.
Foruden fjeldet var der adskillige skær. Ved et elvudløb lå adslillige ederfugle med ældinger.
Tilbage på campingpladsen faldt jeg hurtigt i søvn, så det blev næsten middag før jeg fortsatte østpå.
Det var et barskt landskab – totalt fladt. Mod nord høje fjelde med den ene jökull efter den anden.
Smeltevand og mange udbrud under bræerne har jævnet alt ud. Til tider fjernet veje og broer.
Derfor er der bygger lange dæmninger forstærket med stenblokke
– i et forsøg på at styre vand og mudder mod havet uden at afbryde vej 1.
For at sand ikke skal fyge sammen på vejen har man forsøgt at binde de kæmpe flader med vegetation.
Alaska Lupin, visse græsser og marehalm sås og mange steder er det også lykkedes.
Men store flader en bart sort sand, Med en enkel lav blomst eller græstot hist og her.
I fjelddalene flyder de store jökuller ned mod lavlandet inden de smelter.
Adskillige stedet kan man køre ind til der hvor de ender. Tit er her en lille eller større sø.
Når isen smelter koncentreres aske og sand til dynger ved disse søer.
Den største af disse søer er Jökulsatlon. Her brækker isen af og sejler ud i havet gennem en kanal.
Her i søen han man få sig en tur i nogle bedagede amfibiekøretøjer fra Vietnamkrigen.
Ikke mig.
Ved søer er der en kæmpe ternekoloni. Der er masser af fisk her.
StorKjoven snupper en terneunge når den har lyst og Alm. Kjove afpressse fisk som ternerne lige har fanget.
Et par sæler nyder også godt af de mange fisk.
Sådan går livet videre…
Der stod en enkelt Strømand på en sten ved kanalen. En han rigtig flot!
På vej for at finde camping mødte jeg en flok Bramgæs med unger – der var nok 100.
Og en ny til artslisten.
Kørte østpå mod Vik. Landskabet var frodig grønt og fladt.
I begyndelsen var der næsten ingen får på græs – enkelte steder var der flokke af køer.
Senere da høje fjelde dukkede op på nordsiden af vejen kom fårene igen på det skæve terræn.
Der var forbavsende få steder hvor der var slået græs – troede ellers at der var gang i landbruget her på det flade.
Det første stop var ved Selialandsfoss – her stansede alle de andre turister også.
Et af de vandfald man kan gå ind bag vandet det falder ned.
Fulgte med strømmen af mennesker og tog nogle billeder som de andre.
Ved Skogafoss var det samme forestilling.
Et rigtig flot vandfald der næsten druknede i turisttivoli.
Det er en svær balancegang når seværdigheder bliver til industri.
Iøvrigt er jeg jo selv med til at fylde op, så brokke mig kan jeg vist ikke.
Men en lille sø på nordøst Island med 20 odinshøns der vimser rundt på vandet
– kobbersnepper der skælder ud og bekasiner der vrinsker, som jeg ikke har hørt det siden jeg var dreng.
Det er en stor oplevelse, som jeg egoistisk håber kan bevares rimelig uspoleret.
Før Skoga kom jeg forbi et ‘museum’ for udbrudet under Eyjafjallajökull i 2010,
der stoppede det meste af flytrafikken i Europa i flere uger.
Kørte af en bulet vej 221 til Sólheimajökull.
Denne bræ dander en lang udløber i en fjelddal og ender til sidst i en lille sø,
hvor isen brækker af og sejler nogle få hundrede meter, til søen bliver til en elv.
Bræen er blandet op med masser af vulkan-aske som samles i dynger når isen smelter.
Et flot sort-hvidt landskab, hvor man let kan gå fotoamok.
Var på fuglefjeldet ved Vik, men regnen tog til, så det skal vis have gjort om på tilbagevejen.
Er nu på campingpladsen ved Vik og skal snart til køjs!
Er vågnet op til en solskinsmorgen
De sidste dage har været præget af regn og blæst.
Onsdag fik vi dog tørret teltet og benyttede os af at det var vaskemaskine på campingpladsen i Sandgerdi.
Nis fik pakket sin kuffert og vi stod rigtig tidlig op torsdag.
Flyet afgik kl 7.
Onsdag var vi ellers rundt på halvøen vest for Reykjavik.
Her er spændende ting at se.
Var ført ved fyrtårnet på nordvest spidsen. Her kunne vi stå i læ og se på havtrækket.
Fuglene kom tæt på: suler, Alkefugle, Kjover, Skråper og som altid masser af Mallemukker.
Kom forbi den mest koncentrerede ternekoloni vi har set. Der var så mange fugle.
Mod sydvest var der anderledes uvenlig natur præget af vulkan aktivitet.
Ved kysten lå kæmpe klippeblokke og med den blæst der var, så det ret voldsomt ud.
Lidt inde fra kysten var der område med vulkansk aktivitet. Jorden med usunde farver, damp og svovllugt.
Her udvindes varme og strøm til Reykjavik. Store industrianlæg og rør overalt.
Et sted var de i gang med at bore nyt hul med i grundfjeldet.
Kørte forbi Den blå Lagune. Her vrimlede det med biler, busser og mennesker.
En rigtig turistfælde og sikkert en pengemaskine.
Det tyrkise basin så malplaceret ud i den lavamark vi lige havde kørt igennem.
Torsdag var jeg først et par timer i Reykjavik. Var forbi Altinget og den store kirke der ikke er domkirke.
Kørte så til Selfoss og har slappet af og fået en god lang nats tiltrængt søvn.
Vi sidder nu på et cafeteria hvor vej 56 møder vej 54. det kunne ha været anywhere on this planet.
Har kørt fra Grundurfjordur og til vest spidsen af Smæfellsnes og videre langs sydkysten. Den store Jökul var indhyldet i regn og tåge – øv. det har regnet og blæst siden engang i går. Teltet er pakket sammen i plastikposer og bare stuvet ind bag i bilen. vi bruger dagen idag til at køre og håber på bedre vejr nær Reykjavik i morgen….
Nå men efter islandske forhold så skal vi alt i alt slet ikke klage overvejret
Lidt billeder:
