Måned: august 2014

Kørte ud af Langanes hvor vejen går tæt langs kysten.
Der var kun få fugle. Ikke som sidst da Nis var med, der vrimlede det med vadefugle.
Nu et par enkelte Havterner, nogle Ravne og pludselig 3 Jagtfalke.
De legede i luften og satte sig på sandet nær vandet. Til sidst var der kun en tilbage, der sad og spiste.
Fra en sidevej kom en flok ryttere og nogle hunde.
De svingede ned langs vandkanten, og var på vej ned mod falken og mig.
Nå, tænkte jeg, så jager de falken væk og det var så det.
Men nej. Da de kom tæt på lettede falken og fløj hen mod mig og satte sig så på min side af en stor trækævle.
Den kunne så skjule sig for rytterne mens de kom forbi.
Falken var nu under 100 meter fra mig.

Da rytterne så var forbi og der var gået lidt tid, tænkte jeg på hvad så.
Skulle jeg bare køre eller jage den op for at få nogle flugtbilleder…
Men det løste sig selv.
En rytter forsøgte at fange en hest uden rytter og da de passerede falken lettede den.

En sjælden oplevelse at komme så tæt på Jagtfalken.

Overnattede på camping i Holmavik.
Tanken var at undersøge vej 643.
Det er altid spændende med små sideveje.
De drager..

I dag var det regnvejr og efter at ha rundet Drangsnes, skulle jeg nu finde ud af om det var 643 eller hva.
Vejen så god ud og var 80 km.
Havde ingen ide om hvad vejen indeholdt. der var kun enkelte stednavne på kortet, men 2 campingpladser ifølge kortet.
Men kort er ikke til at stole på hvad camping angår.

Tænkte så på at jeg har lang tid på Island endnu og dagen er jo alligevel ikke var til meget med den regn.
Så af sted. Efter 45 km fin grusvej kom jeg til en nedlagt større havn, et hotel og nogle kæmpe gamle betonbygninger. Viste at have været en nedlagt silde fabrik.
I 1940-60 kom islændinge langvejs fra for at arbejde her.
En gruppe unge mennesker udstillede fotos her. Så man kunne komme ind i noget af fabrikken.
Jeg syntes nu bygningen var mere inspirerende end de udstillede billeder – nå, smag og behag.
Kørte videre efter camping. Et sted var det noget og en bil der var ved at køre.
Var et par der havde lånt stedet af nogle venner, som havde stedet som camping og værelses udlejning.
Men de var i Reykjavik nu – Så jeg skulle da bare bruge plænen.
De ville komme tilbage senere og måske fortælle noget om vejrudsigten.

Regnen er stilnet noget af og der er nu 1 km sigt.
Spændende sted and very beautiful har flere kunnet fortælle – jeg kan bare endnu ikke se ret meget.

Efter 40 km på den fornuftige grusvej, kommer man til en lille campingplads. Nærmest hvor vejen ender.
Det tager såmænd bare 2-3 timer med min fart.
Vejen hedder 635 og går langs sydkysten af den sidste næsten ubeboede halvø i Vestfjordene.
Et par sideveje fører op til nogle få gårde.
Et par små moler var der vist også – forladte som så mange andre.
Og så en lille ekstra fjord man skal ind omkring.
Her kommer man tæt på Drangajökul.
Bogen siger man kan gå til toppen hvis man er øvet og har 10-12 timer.
Jeg skal ikke nyde noget, men vil gerne hen hvor isen starter.
Det skal prøves i morgen.
Fjorden hedder Kaldalón og gletsjeren Kaldalónsjökul lige der.

En sangsvane familie græsser i det frodige græs ved fjorden.
Ellers er der en del grågæs og en dværgfalk.
Foruden campingpladsen er der et par gårde, et par huse, et lille vandkraftværk og en kirke. Så her har været et lille samfund engang.
Efter at ha sovet længe og fået morgenmad, kørte jeg til Kaldalón fjorden for at indlede min ekspedition.
Et tysk par fra campingpladsen var ved at gå afsted og der holdt også en anden bil.
Så jeg var ikke alene på turen.
På fjeldsiderne lå der mange steder snedriver og smeltevandet sejlede ned af fjeldet.
I bunden af dalen var der foruden det stort delta fra selve gletsjeren også mange små og større vandløb med smeltevand.
Smeltevandet var klart og lige til at drikke, mens vandet fra gletsjeren var brunt og mudret.
Faktisk havde hele Kaldalón fjorden denne farve vand i hele sin 5 km længde.
Det så spøjst ud med kontrasten til den store fjords klare blå vand.

Gåturen gik fint – der var mange vandløb at forcere og man skulle finde det rigtige sted med sten at træde på.
Der var nok lidt midtvejskrise med overvejelser om det nu var umagen værd.
Men selvfølgelig var det det og jeg nåede da også sneen.
For det syntes mere som en snedrive end en gletsjer.
Dog nogen steder stak den tyrkisblå is frem af sneen.

Tilbage var jeg træt efter mange km – men en fin tur.
Kaffen og noget rugbrød jeg havde fundet hos en bager i Isafjord smagte herligt…

Onsdag sidst på eftermiddagen kom jeg til fyrtårnet på Latrabjarg.
Det blæste 5-7 meter fra nord og var bidende koldt.
Gik lidt op af fjeldet i god afstand fra kanten.
Det var ikke dagen til en flyvetur…
Der var ingen alkefugle at se.
Hylderne var tomme. De var altså stukket til havs med deres unger,
Det stod der altså også i bøgerne – midt/sidst juli læste jeg bagefter.

På kanten af fjeldet tæt ved fyret stod enkelte søpapegøjer. Jeg så dem ikke længere oppe på fjeldet.

Fri camping var 2 km tilbage af vejen.
Det var ikke vanskelig at falde i søvn efter en lang køretur fra Camping ved Stadarhølskjirkan.
Vågnede 630 med solskin og ikke megen vind. Herligt.
Morgenritual, pakke rygsæk og ud til fyret.

Der var ikke et øje – faktisk så jeg de første folk ved fyret da jeg var påvej ned ved 11 tiden.
Det var sejt at komme opad. SMS’ede til Birthe og beklagede min dårlige kondi og at jeg nok ikke kom helt til toppen.
Fik Marabou og vand. Ikke at jeg tror det hjælper på kondien, men det gav energi.
Opad – der kom hele tiden lidt fremme noget der var lidt højere.
Havde selskab af nogle kåde ravne – en dværgfalk kom susende forbi.
Men så kom udsigten – hele resten af de 14 km fuglefjeld kunne nu ses, da jeg kom til en forsætning i fjeldet.
Der var stadig lidt højere noget fremme, men jeg havde fået min belønning for mine strabadser.
GPS’en sagde næsten 400 m over havet.
Spiste, kikkede og følte mig godt tilpas.

Syntes jeg så noget i en øjenkrog væk i græsset. Nå nok ikke noget..
Men så kom en Polarræv på stien ikke 50 m væk.
Den havde en død hvid fugl i munden. En rype tror jeg – den var for tyk til at være en måge.
Vi kikkede noget på hinanden mens den pilede forbi.
Var så væk bag en kant og var ikke til at finde igen.

Fine oplevelser at tænke på mens jeg arbejdede mig ned til fyret på ømme ben.

Sov på camping i Bildudalur.
Lille søvnig by langt ude.
Ingen butik – en tank, cafe og nogle Hostels.
Kirken var næsten ikke at se mellem lager og industribygninger. Det ville ikke gå i Danmark.
Næste tegn på civilisation er Dynjandi med camping og det smukke vandfald.
Der var langt at køre nok 75 km på grusvej.
Med sine dybe huller og sten der raget op af gruset.
Så man skal hele tiden ha tjek på vejen og styre uden om forhindringer.
Der var helt vindstille til morgen og fjoren var næsten blik.
Bortset fra nogle terner der støjede i bunden af fjorden var der helt stille
.
Holdt morgenmad ved et Sundlaug ved Reykjarfjørdur. Basin næsten ud til bunden af fjorden. For helvede Nis du skulle ha været med!
Vandskræk som jeg er holdt jeg mig af vandet, men nød min kaffe og gryn.

Har nu kørt et par timer og slapper lidt af ved el lille sø.
Der er en lille rasteplads og flere biler stopper her.
Jeg må vist også ud og kikke på på udsigten lidt borte.