Måned: juli 2016

Når man møder dette skilt om vejarbejde må man enten vende om eller belave sig på lidt af hvert.
Mange steder lægges der asfalt på grusveje. Et stykke på fx 7 km af gangen.
Først gøres vejen mere flad dvs de høje steder graves af og de lave steder fyldes op.
Herefter lægges et lag stabilgrus ud – og her taler vi om kornstørelser fra ler til sten på op til 15 cm.
Møder man et sted hvor hvor de er i gang med det med stabilgrus så kan man let komme i problemer.
Arbejdet foregår mens der er normal trafik på vejen.
Store lastbiler læsser af og så jævnes der ud med en stor gul maskine der skraber grus og sten ud til noget nogenlunde jævnt.
Grus/sten er noget man lidt tilfældigt graver op et sted i nærheden.
Så nogen gange er det næsten kun store sten – andre gange mest grus og kun få sten.
Man kan risikere at skulle være den første der skal ud i noget 10-15 cm noget, som i hvertfald ikke er fast eller jævnt.

Et sted var vi ude i sådan noget ret løst med store sten. Den gule maskine holdt på den ‘ubehandlede’ side af vejen.
Den kom vi forbi. Bag os kom der biler til. Så der var kun fremad.
Jeg måtte stoppe fordi der var en dynge sten jeg i hvertfald ikke kunne forcere.
Da den modgående trafik var forbi kunne jeg komme over i den ‘ubehandlede bane’.
Først var jeg ude at trampe en høj kant flad og få de værste sten væk.
Det var nu – inden der kom biler forfra.
Det lød noget voldsomt men over kom vi.
Det viste sig 1000 km senere at min udstødning var godt bøjet og en svejsning efterhånden var blevet træt.
Så røret var gået i 2 stykker og pludselig var der fri udblæsning fra motoren.
Jeg kørt de sidste 20 km der var til Akureyri i ulidelig larm.
Det var søndag så jeg listede ind på en camping der.
Snakkede med camping manden. Jo, det var et Zuzuki værksted på havnen – dem plejede han at bruge.
Mandag morgen listede jeg ned gennem byen. Nej de havde ikke tid – mange kunder og nogen af deres folk havde ferie.
Måske onsdag eller torsdag. Det hjalp ikke meget at jeg forklarede at jeg skulle med færgen til Danmark torsdag og jeg bare skulle have lavet en midlertidig, nødtørftig reparation.
Men der var en mulighed hos et andet værksted. Jeg listede op gennem byen til stedet.
Nej der var slet ikke nogen mulighed for at hjælpe – overbooked.
Så videre til et nyt sted – kunne ikke finde deres værksted.
Var efterhånden ret desperat – Kunne ikke se mig de godt 2-300 km til Seidisfjord – endsige køre ombord på færgen med denne min ‘jetjager’.

Men faldt over et lille sted lidt tilfældigt.
Han ulejligede sig i det mindste med at kikke ind under bilen og mit missing link. Selv om han først havde sagt at han set ikke havde tid.

 

Han foreslog jeg gik til et reservedelslager lidt væk for at købe et repair kit.
Så kunne jeg låne en dunkraft osv….
Jeg skulle spørge efter en bestemt mand, som skulle vide alt om sådan noget.
Han var der så ikke og han jeg så snakkede med var ikke til meget hjælp.
Men fik forklaret at jeg skulle bruge 2 spændebånd.
Tilbage på det lille værksted viste han mig vej ind til den lift han havde bagerst i værkstedet.
Skide godt Egon. Få minutter senere hang min bil oppe i luften og vi var i gang med at lede efter noget jernplade, som blev klippet i passende længde og bukket rundt om mine 2 rørender og så på med 2 spændebånd.
Jeg var så fokuseret på at få løst mit problem, så jeg ikke fik set nærmere på de øvrige skader.
Jeg var manden dybt taknemmelig, men han ville ikke tage imod nogen betaling.
Jeg kunne putte lidt i den Røde Kors indsamlingsbøsse han havde på disken.

Bilen lød næsten normal da jeg tøffede afsted til Egilstadir.
Nu skulle der ikke tages nogen chancer. Så ingen svinkeærinder. Og ingen papegøjeunger denne gang.

Så pas på med: Vinnus Vædi 1km forud!

Et af mine ynglingssteder på Island.
Godt nok total overrendt af andre turister – forståeligt nok – men står man tidlig op så har man det hele for sig selv.
Lagunen på små 20km2 – foran et hjørne af den store Vatnajøkull – er fyldt med små og store isbjerge der til stadighed brækker af gletcheren.
En kanal fører is og vand ud i havet.
Ved højvande løber vandet dog ‘den forkerte vej’ og kanalen bliver tømt for is.

Man kan få sig en sejltur i løjerlige amfibiekøretøjer – reminiscenser fra Vietnamkrigen – eller blot i almindelige speedbåde.

Eller man kan kikke på det righoldige fugleliv omkring lagunen.
Omdrejningspunktet er en stor Havternekoloni.
Ternerne lever af fisk som de fanger i lagunen, kanalen eller i havet.
Men helst i kanalen ved lavvande.
Her blokerer de store isklumper delvis for vandet og der bliver masser af turbulens i vandet.
Når fisken er fanget og fuglene er på vej til ungerne i kolonien venter en flok af Alm. Kjove på at stjæle fisken.
Der udspiller sig heftige luftkampe hvor ofte både flere kjover og ‘supporter’ terner deltager.
Men kampen er jævnbyrdig – begge fuglearter er fantastiske flyvere.
Fascinerende at se på – og svært at fotografere – det foregår rigtig hurtigt.

Havternen overvintrer ved Antarktis. Uforståeligt at denne lille fugl på få hundrede gram, hvert år tilbagelægger noget svarende til en tur rundt om Jorden. På 3 måneder opfostrer 1-2 unger, som herefter er klar til rejsen til Sydpolen.

Storkjoven lever også i området.
Den er større og tungere end Alm. Kjove.
Og har ikke mange chancer i luftkamp med ternerne.
Så den vegeterer på ternerne ved at stjæle deres unger.
Der er til stadighed nogle Storkjover i kanten af ternekolonien.
Ind i mellen laver de angreb på kolonien. Så er alle terner i lufter for at forsvare. Ud over terneungerne er Storkjoven vist altædende.

 

Midt i ternekolonien bor en flok Bramgæs med unger.
De er mig bekendt udelukkende vegetarer, så ternerne lader dem i fred.  Men gæssene nyder godt af, at ternerne stort set holde Kjover og Ravne på afstand.

Mellem stenene der holder på skråningerne ved kanalen bor Snespurven.
Den har travlt med at fodre unger med insekter.
Er man heldig hører man den synge sin søde lille trille.
Rundt omkring er der også voksne unger, der nu må klare sig selv.

Ser man godt efter mellem stenene nede ved vandkanten kan man måske finde Strømanden eller Harlekin Duck som den hedder på engelsk.
De står oftest bare og sover og bruger næppe megen tid på at fange fisk, da der er masser her.

Edderfugle med ællinger er der jo alle vegne, så de er også her.

111111111111111111111111111

En af de gletsjere det er let at komme til – og tæt på – er Solheimajøkull.
Der er nu oven i købet lagt asfalt på vejen derud nr. 221.
Man kan let komme op at gå på gletsjeren. Man bliver udstyret med en sål med pigge bundet under støvlerne, en sele, hjelm og en ishakke.
Jeg prøvede det ikke, men der var til stadighed små grupper der gik afsted.
Selve jøkullen er meget forandret siden for 2 år siden.
Den er blevet kortere og mindre. Også mindre imponerende – men stadig flot.
Der er en balance mellem isen der flyder med gennem dalen med en vis hastighed og afsmeltning af is.
Når isen smelter efterlades bunker af sand og lava.
Det danner dynger, mønstre og striber på isen og ser flot ud.
Isen er normalt hvid/grå, men nogen steder nærmest over i turkisblå.
Man kan nemt gå foto-amok.

Fandt et link om denne jøkull
http://stuckiniceland.com/south-iceland/see-the-incredibly-shrinking-glacier-south-of-iceland/

Nå, efter jeg kom hjem og har kikket på min hårdtarbejdende webserver, så viste problemet at være et xmlrpc angreb.

Det er der nu taget højde for. Men hurtig er min server stadig ikke

Der var jo storskærm og folk myldrede til.
Kamerafolk og kommentatorer fra mange lande var ankommet med grej og satellit forbindelse hjem.
Flere droner tog billeder fra luften.

Der blev varmet op med mål og præstationer fra de tidligere kampe, reklamer og masser af snak fra scenen foran skærmen.

Stemningen gik op og ned – men der blev ikke sagt meget i pausen.
Indimellem lige en gang islandansk klapsalver og Island Island Island…

Da det hele var forbi – var der ingen triste miner.

Folk sev ud i gaderne og supporterne havde slet ikke tabt noget mod.
De gav den gas ved et værtshus nær ved.

På vej til camping stødte jeg på Haffi og nogle andre fyre der sad og sang fædrelandets vemodige og drak øl.
‘I feel the spirit’ og de var glade og stolte.
De bød på en stol og gav den med flere sange.
Da de brød op sku jeg med, men jeg betakkede mig.
Jeg var radbrækket og øm i kroppen af at gå rundt i mange timer.

Så jeg forlod festen og sagde godnat.

Jeg var jo i Reykjavik søndag nu lejligheden bød sig.
Islændingene var i topform og verdenspressen var der.

Jeg boede på camping 3 km fra centrum.
Festlighederne var i gang da jeg ankom til fods sidst på eftermiddagen.
Gik efter lyden af trommer og skrålende sang.
I en smal passage mellem to værtshuse var den hårde kærne af supportere forsamlede.
Der var en interimistisk pølsevogn, trommer, masser af rytmeinstrumenter og et musikanlæg.
Kamerafolk og kommentator til islandsk TV.
Og så fik den ikke for lidt med sang og musik – og sikker også direkte TV.
Det varede en halv times tid – så var det videre rundt i byen.

Jeg var egenlig sulten. Så hvad ville være mere passende end en islandsk hotdog.
Helt tæt ved torvet ved Altinget var der pylsa at få.
Så jeg købte i vildskab en Bacon Hotdog and Soda.
Der var borde man ku sætte sig og først kikkede jeg lidt på det jeg havde købt.
Tog billede og gik så ombord.
Den var stor og bred.
Det viste sig at det meste af fyldet var syltet rødkål og lidt rå finthakket løg.
Og så bacon -forstås.
Nærmest ovenpå lå pølsen – lidt fersk, men ikke ligefrem lille.
Hele sagen havde så fået en pæn stribe dressing i zigzak.

Den skulle ligesom angribes lidt fra begge sider.

Der kom en spinkel japansk pige og spurgte om hun måtte side på bænken over for mig.
Selvfølgelig – hun havde lige købt en pylsa magen til min.

Også hun var lidt betænkelig. Vi grinede og tog billeder af hinanden.
Da jeg havde fået min ned, lod jeg hende i fred med hendes kamp.

Det rumlede svært i maven da jeg var kommet til køjs på campingpladsen.
Længe vendte jeg mig rastløs og utilpas i bilen og kunne ikke falde i søvn.
Det lykkedes dog, men hele næste dag var maven underlig oppustet og jeg havde virkelig fået mad jeg slet ikke var vandt til.

De sidste dage har det regnet en del.
Søndag var det næsten dagsregn
– de andre dage har der været opholdsvejr og endda noget sol ind i mellem.
Turen er gået mod nord fra Latrabjarg, herefter ud omkring Snæfjeldsnes.
En gåtur til krateret Eldborg.
En afstikker af vej 540, med mange søer og dermed fugleliv.
Et sted talte jeg 12 Rødstrubet Lom, mange gravænder
og en Lysbuget Knortegås der nok var kommet lidt på afveje..
En rigtig flot tur ad vej 52 / 550 frem til Tingvalla sletten.
En lille skovtur nær Selfors.
Torsdag sluttede jeg i et sted på vej 32.
Først kørte jeg længere mod nordøst end der hvor jeg er nu.
Vej 32 bliver til 26 og jeg nåede at svinge fra ad 208 mod Landmannalaugar.
Men da jeg lidt længere fremme kom til grusvejen vendte jeg om.
Personbiler må gerne forsøge sig, men gruset var af ret store sten
– så 35 km i rullesten syntes ikke noget for mig.
Havde vejret været bedre – måske.
En autocamper kæmpede sig afsted – det gik godtnok langsomt.

Vej 32 og 26 har tidligere været kategoriseret som F-veje
– altså kun for deciderede 4-hjulstrækkere.
Men de senere år er der bygget rigig mange vandkraftværker langs Fossa elven.
For at kunne fragte grej frem til dette byggeri har man først bygget broer og asfalteret vejene.
Der hvor jeg vendte om i dag var det nærmest ørkenlandskab.
Den sparsomme vegetation var helt vissen fra sidste år og det har været for tørt i år til nyt kunne vokse.
Men fluer er der masser af – som ved Myvatn
– de stikker ikke, men de svirrer i en sky om ens hoved og de er mange.