Onsdag sidst på eftermiddagen kom jeg til fyrtårnet på Latrabjarg.
Det blæste 5-7 meter fra nord og var bidende koldt.
Gik lidt op af fjeldet i god afstand fra kanten.
Det var ikke dagen til en flyvetur…
Der var ingen alkefugle at se.
Hylderne var tomme. De var altså stukket til havs med deres unger,
Det stod der altså også i bøgerne – midt/sidst juli læste jeg bagefter.
På kanten af fjeldet tæt ved fyret stod enkelte søpapegøjer. Jeg så dem ikke længere oppe på fjeldet.
Fri camping var 2 km tilbage af vejen.
Det var ikke vanskelig at falde i søvn efter en lang køretur fra Camping ved Stadarhølskjirkan.
Vågnede 630 med solskin og ikke megen vind. Herligt.
Morgenritual, pakke rygsæk og ud til fyret.
Der var ikke et øje – faktisk så jeg de første folk ved fyret da jeg var påvej ned ved 11 tiden.
Det var sejt at komme opad. SMS’ede til Birthe og beklagede min dårlige kondi og at jeg nok ikke kom helt til toppen.
Fik Marabou og vand. Ikke at jeg tror det hjælper på kondien, men det gav energi.
Opad – der kom hele tiden lidt fremme noget der var lidt højere.
Havde selskab af nogle kåde ravne – en dværgfalk kom susende forbi.
Men så kom udsigten – hele resten af de 14 km fuglefjeld kunne nu ses, da jeg kom til en forsætning i fjeldet.
Der var stadig lidt højere noget fremme, men jeg havde fået min belønning for mine strabadser.
GPS’en sagde næsten 400 m over havet.
Spiste, kikkede og følte mig godt tilpas.
Syntes jeg så noget i en øjenkrog væk i græsset. Nå nok ikke noget..
Men så kom en Polarræv på stien ikke 50 m væk.
Den havde en død hvid fugl i munden. En rype tror jeg – den var for tyk til at være en måge.
Vi kikkede noget på hinanden mens den pilede forbi.
Var så væk bag en kant og var ikke til at finde igen.
Fine oplevelser at tænke på mens jeg arbejdede mig ned til fyret på ømme ben.