De sidste dage har det regnet en del.
Søndag var det næsten dagsregn
– de andre dage har der været opholdsvejr og endda noget sol ind i mellem.
Turen er gået mod nord fra Latrabjarg, herefter ud omkring Snæfjeldsnes.
En gåtur til krateret Eldborg.
En afstikker af vej 540, med mange søer og dermed fugleliv.
Et sted talte jeg 12 Rødstrubet Lom, mange gravænder
og en Lysbuget Knortegås der nok var kommet lidt på afveje..
En rigtig flot tur ad vej 52 / 550 frem til Tingvalla sletten.
En lille skovtur nær Selfors.
Torsdag sluttede jeg i et sted på vej 32.
Først kørte jeg længere mod nordøst end der hvor jeg er nu.
Vej 32 bliver til 26 og jeg nåede at svinge fra ad 208 mod Landmannalaugar.
Men da jeg lidt længere fremme kom til grusvejen vendte jeg om.
Personbiler må gerne forsøge sig, men gruset var af ret store sten
– så 35 km i rullesten syntes ikke noget for mig.
Havde vejret været bedre – måske.
En autocamper kæmpede sig afsted – det gik godtnok langsomt.
Vej 32 og 26 har tidligere været kategoriseret som F-veje
– altså kun for deciderede 4-hjulstrækkere.
Men de senere år er der bygget rigig mange vandkraftværker langs Fossa elven.
For at kunne fragte grej frem til dette byggeri har man først bygget broer og asfalteret vejene.
Der hvor jeg vendte om i dag var det nærmest ørkenlandskab.
Den sparsomme vegetation var helt vissen fra sidste år og det har været for tørt i år til nyt kunne vokse.
Men fluer er der masser af – som ved Myvatn
– de stikker ikke, men de svirrer i en sky om ens hoved og de er mange.












