Resten af tirsdag blev stille i Sandgerdi.
Var lige en tur ved fyret i gardur. Mange skråper kom forbi.
Næste morgen kørte jeg nordpå i bygevejr.
Torsdag aften nåede jeg den yderste campingplads lige før fyret ved Latrabjarg.
Det meste af grusvejen de sidste kilometer var rigtig fin.
Dog var der 10 km hvor slidlaget manglede og store sten stak op hele tiden.
Der var også en del vaskebræt.
Generelt er grusvejene blevet meget bedre end sidst jeg var her i 14 og 16.
Mange steder er det næsten som at køre på asfalt.
Har set at de blander kemikalier (sandsynligvis salt) i det øverste lag.
Og så må de have lært sig den rigtige blanding af sand og ler i slidlaget.
Latrabjarg er et 14 km langt fuglefjeld som strækker fra den yderste vestlige spids af “geviret” mod øst.
Her yngler utrolig mange alkefugle rider og mallemukker.
Tidligere masser af lunder. Men nu står enkelte tilbage.
Faktisk så jeg en i dag med fisk i næbet. Så måske er der håb?
Jeg tog turen op til næsten toppen langs kanten af fjeldet. Det var en flot tur.
Solen skinnede og der var næsten vindstille.
På hylder nede på fjeldet sad lomvierne tætpakket.
Alkene sad mere spredt og også tæt på kanten så det var nemt at få lidt billeder.
En del ravne fløj rundt og larmede højt. Enkelte gråmåger.
Fra toppen kumme man se resten af fjeldet mod øst og den røde strand langt væk.
Et flot syn og turen værd.
Efter madpakken var spist var det så nedad. På lidt trætte ben.
