Fredag tog jeg en tur op ad vej 643. Den var i forbavsende god stand.
Også selv om en længere strækning med skilte blev kaldt ujævn.
I Djupavig var der stor ståhej.
Jeg husker stedet med en stor cement bygning + siloer + kæmpe skorsten som havde været fabrik til forarbejdning af sild.
For længst nedlagt og i faldefærdig stand. Men nu med lidt underlige kunstudstillinger.
Dertil et lille sted med kaffe og kage – og en bensintank som ikke havde virket i mange år.
Rigtig husket, men idag var der af alt i verden en stærk mands konkurence!
En flok muskelbundter kappedes om at kunne løfte en jerndims op på skulderen og herefter op i en strakt arm.
Bare et øjeblik under kontrol.
Startende ved 70kg. Herefter lagde man 10kg på, indtil man sluttede på 120kg. De 120 klarede kun 2 af gutterne.
Det var en del af større kunkurence der hed The Westfjords Vikings.
Og en endnu større konkurence om at blive verdens stærkeste mand.
Den tittel har flest islændinge erobret. Dagen komentator havde selvfølgelig haft den tittel.
Og så var islandsk TV tilstede og filmede forestillingen. Og fik komentarer bagefter.
Jeg ankom lige som det var ved at starte og så var det med at få fundet sin klapstol og få sig magelig anbragt.
Efter en times tid var det hele overstået. Jeg gik mig en tur mellem husene og var på kunstudstilling.
Kørte længere nordpå for at finde en campingplads. Det lykkedes og hvem var så der? Vikingerne.
De var igang med at kaste en 20kg tung øltønde over et skilt. For hver omgang blev skiltet hævet et stykke.
Osv. Skiltet var selvfølgelig en ølreklame ligeson gutternes bluser var med samme ølreklame….
Næste dag kørte jeg tilbage mod syd og slog mig ned i Holmavik.
Men opdagede at mit ene bagdæk var punkteret.
Det dæk havde længe set lidt slidt ud og jeg havde også overvejet at få det udsskiftet.
Men mon ikke det lige kunne gå resten af turen?. Det kunne det altså ikke.
Lavede en hokuspokus lapning og begav mig næste dag mod mit dækfirma i Keflavik.