Det var en stor skuffelse at besøge søpapegøjerne ved Bakkegerdi.
Jeg havde håbet at se deres unger. Men der var ingen. Og de voksne fugle hentede ikke fisk.
De stod og ventede. Tog en tur på havet og kom så tomnæbede tilbage.

Bakkegerdi har ellers tidligere været en velfungerende yngleplads for lunderne.
Men det er desværre et alt for tydeligt mønster for de store lundekolonier på Island.
Først forsvandt de fra Vestmanna øerne, Vik, Latrabjarg osv.
Jeg kender ikke alle deres ynglepladser, så jeg skal ikke gøre mig vældig klog på lundernes situation.
Men godt ser det ikke ud.
En anden stor skuffelse var ternekolonien ved Jøkulsarlon.
Her plejer der at være en stor koloni med alt hvad der hører til af samspil med kjover og rider.
Da kom forbi først i juni var der en del terner der var på plads på deres vanlige ynglepladser.
Der var fint afmærket med tov og skilte at her skulle man ikke gå ind for her yngler havternerne.
Og der var også nogle terner der sad parat på græsset.
Men sidst i juni var græsset tomt. Der var nogle få terner der sad på isen eller fløj omkring.
Men ingen der rugede.
Kjoverne var der heller ikke mange af.
De plejer jo slås med terne og prøve at stjæle de fisk terne bringer hjem til ungerne.
Det er et formidabelt skuespil. Begge fuglearter er fantastiske flyvere og slagsmålet har ingen sikker vinder.



En anden sørgelig ting omkring Jøkulsarlun er at den bræ der leverer isbjerge til lagunen er skrumpet meget i bredden.
De fine gennemsigtige isstykker som plejer at ligge på stranden og langs kanalen er der nærmest ikke mere.
Som tusindvis af fotografer har moret sig med at tage flotte billeder af.


Turisterne er der dog stadig og de underlige amfibie køretøjer sejler stadig på lagunen.
Men Jøkulsarlun er en skygge af sig selv.
