Måned: juli 2019

Fortsætter man mod nord af de snoede grusveje kommer man efter mange km til det flotte vandfald Dynjandi.
Elven der føder vandfaldet krydser grusvejen i 300 m højde.
Her dandes en lille frodig sø. Landskabet er eller med meget lave vægster.
Ved søen bor et par rødstrubet lom, adskillige havlitter, rødben, kobbersnepper, havterner, vipstjerter, bekasiner…
En lille oase med masser af liv.

Hvordan så lidt vand kan blive til så stort et vandfald er svært at forstå. Og hvordan det overhovedet er opstået?

Tidligere var der en campingplads ved vandfaldet. Den er nu nedlagt og erstattet med et større parkeringsanlæg.
Det er nu ikke tilladt at campere ved vandfaldet, så jeg kører lidt videre og finder en lille p-plads ved vejen.

Her vågner jeg kl 6.30 mæste morgen. Solen skinner og fjorden er næsten blik.
Der er kun lyden af et lille vandfald oppe i fjeldet og så vindroslerne og bekkasinerne.
I vandkanten svømmer en edderfugl med sine dununger. Nogle havterner fisker…..

Resten af tirsdag blev stille i Sandgerdi.
Var lige en tur ved fyret i gardur. Mange skråper kom forbi.
Næste morgen kørte jeg nordpå i bygevejr.
Torsdag aften nåede jeg den yderste campingplads lige før fyret ved Latrabjarg.
Det meste af grusvejen de sidste kilometer var rigtig fin.
Dog var der 10 km hvor slidlaget manglede og store sten stak op hele tiden.
Der var også en del vaskebræt.
Generelt er grusvejene blevet meget bedre end sidst jeg var her i 14 og 16.
Mange steder er det næsten som at køre på asfalt.
Har set at de blander kemikalier (sandsynligvis salt) i det øverste lag.
Og så må de have lært sig den rigtige blanding af sand og ler i slidlaget.

Latrabjarg er et 14 km langt fuglefjeld som strækker fra den yderste vestlige spids af “geviret” mod øst.
Her yngler utrolig mange alkefugle rider og mallemukker.
Tidligere masser af lunder. Men nu står enkelte tilbage.
Faktisk så jeg en i dag med fisk i næbet. Så måske er der håb?

Jeg tog turen op til næsten toppen langs kanten af fjeldet. Det var en flot tur.
Solen skinnede og der var næsten vindstille.
På hylder nede på fjeldet sad lomvierne tætpakket.
Alkene sad mere spredt og også tæt på kanten så det var nemt at få lidt billeder.
En del ravne fløj rundt og larmede højt. Enkelte gråmåger.
Fra toppen kumme man se resten af fjeldet mod øst og den røde strand langt væk.
Et flot syn og turen værd.
Efter madpakken var spist var det så nedad. På lidt trætte ben.

Har nu været på Island i 5 uger.
Det var hektiske dage med mine gæster. Meget skulle nåes på kort tid og det blev til mange kilometer.
Men utrolig hyggeligt og lærerigt for en midelmådig fuglemand.
Da jeg blev alene var min tanke at besøge Landmannalaugur. Et meget specielt landskab med vulkansk oprindelse.
Har før forsøgt, men da var vejen de sidste 30 km helt umulig,
Fra campingpladsen i Sandgerdi kørte jeg sydover og herefter langs kysten mod øst. Gennem Selfoss og 100 km nordøst ad vej 32.
Til den farmøse vej 208. Den var i rimelig stand, men jeg mødte snart et skilt med kun 4X4 biler.
Vovede mig lidt længere – det gik godt opad, men da så mødte en lang stejl nedkørsel, blev det for risky og jeg vendt om.
Det ville være nemt nok at køre ned, men jeg skulle jo senere op den samme vej.
Kørte lidt tilbage ad vej 26 til en camping og bestemte mig til at tage en bus til Landmannalaugur den næste dag.
På vejen op til det det sidste busstop gik bilen pludselig i stå.
In the midle of no where. Grusvej – 10 km før vej 26 møder vej 32. Flot udsigt til Hekla mod øst.
Men landskabet tæt på ørken – nærmes ingen vegetation. Vejret var lunt med en god vind.
Jeg havde masser af proviant og vand – men bilen stendød. Der var mobildækning og internet. Så langt så godt.
Kunne se langt til begge sider af vejen. Når en bil nærmede sig var der først en støvsky i det fjerne – så gik der nogle minutter så kom bilen forbi.
Once upon a time in the west…
Der kom en del biler – så jeg var ikke alene. Enkelte stopped og tilbød deres hjælp.
Ringede til Danmark – til dem jeg kender der ved noget om biler.
Efter nogen tid blev konklusionen: bensinpumpen var defekt!
Det var søndag eftermiddag så jeg kunne ikke tro at der var nogen hjælp fra SOS autohjælp før mandag morgen.
Jo de ville svare telefonen – men få en islands mekaniker eller et fejeblad afsted syntes mig urelistisk.
Nå men der var gratis camping. Og jeg havde 1 islandsk letøl til trøst.
Kl 7.30 mandag morgen (9.30 i DK) ringede jeg til SOS og de var flinke. Ville få en til at hente mig.
Efter et par timer ville de ringe mig op og tjekke at at jeg var blevet kontaktet af deres islandske samarbejdspartner.
Efter godt 4 timer hvor der var sket ingenting ringede jeg igen til SOS.
Jo de havde i første omgang kontaktet et forkert islandsk transportfirma – men nu havde de fat i den rigtige!
Kl 14.10 ringede en islænding og lovede at ville hente mig om en time.
Det gjorde han og straks efter var min bil på ladet og vi var på vej mod sydvest.
Forsigtig spurgte jeg hvor vi var på vej hen?? Det vidste han ikke. Nu startede flere lange telefonsamtale på islandsk som jeg ikke forstod en lyd af.
Min boss forsøger at finde et værksted der har tid til at lave din bil….
Spændende. Ud over det pragtiske og snakken med my boss så var han en mand af få ord.
Forsøgte lidt smalltalk, men svarene var enstavelses ord.
I forruden hang et sort Wunderbaum med billede af et kranie og teksten Hell Driver.
Jo han kørte godt til på de ujævne veje.
Efter vel 100 km nåede vi Selfoss og vi holdt ved en tankstation.
Min boss forsøger at finde et værksted der har tid….
Han forsynede sig med sodavand og chokolade. Man er hvad man spiser….
Der gik vel en halv time før vi kørte afsted mod Reykjavik.
Uden at der var aftalt noget værksted. My boss i trying to find a garage.
Hvis alt andet glippede var der et værksted med nogle polske og rumænske mekanikere der ville lave bilen.
Det så ud til at blive løsningen. Kl godt 18 i en baggård med mange biler og en del mennesker der ikke så specielt islanske ud.
Nå mester var nu islænding og rigtig flink. Jeg måtte gerne overnatte i bilen og så ville han kikke på sagen kl 8 næste morgen.
Værkstedet hed Litla Bilværksted.
Og det var det. Der kunne køres 2 biler ind efter hinanden og så var der et toilet og et minimalt kontor i siden af lokalet.
Vækkeuret ringede kl 7 tirsdag morgen. Jeg lavede kaffe og spiste mine havregryn.
Som aftalt dukkede mester op kl 8. Efter en halv time var han klar. Havde fundet et sandsynligvis rigtig pumpe, som ville blive leveret i løbet af en times tid.
Han nævnte prisen og den var helt fairprice.
Vi aftalte at jeg ville gå mig en tur og komme tilbage sidst på formidagen.
I første omgang var han ikke færdig, men kl 13 var bilen klar.
Mester var meget nøje med at fortælle hvad han havde lavet: havde taget billeder med sin telefon af det dæksel der var over pumpen der var delvis angrebet af rust.
Men det var tætnet med sealing der ville gøre det helt tæt og ikke tære den gummipakning der var under dækslet.
Inde i bilen lugtede det overhovedet ikke af bensin selv om han havde haft lukket op for tanken og havde haft diverse sager ude derinde fra.
2 timers arbejdsløn for indsatsen.
Jeg var ham meget taknemmelig og gav ham også lidt drikkepenge.
Glad, men stadig lidt rystet, kørte jeg til min yndlingscamping i Sandgerdi for at slappe lidt af og få et brusebad.

Del af mail skrevet 11. juni:
Har nu været på Island i 14 dage. Vejrudsigten ugen før afgang lovede ikke godt. Den 28/5 hvor jeg skulle ankomme lovede man frost og 40 mm nedbør. Så jeg købte snekæder.
Men som tiden nærmede sig modererede udsigten sig og resultatet blev lidt sne og frost.
Fra færgen spottede jeg et strømande par i havnelagunen i Seydesfjord. Så var jeg lige som i gang.
Vel og uproblematisk over fjeldet i Egilstadir besluttede jeg at tage nordpå. Her var flere Strømænder, men få vadefugle.
Kom ikke over fjeldet til lunderne i Bakkegerdi der var for sneglat.
Natten i Egilstadir bød på blæst sne og frost.
Turen sydover bød på voldsomt vejr: Snebyger, stærk blæst, sol, sorte skyer og blå himmel i en pærevælling – men da jeg kom ned i lavlandet stilnede det hele af, undtagen blæsten.
Undervejs så jeg små flokke af stenvendere og islandsk ryle.
Ved Jøkulsarlon var havternerne ankommet men ikke i gang med at ruge. Kjoverne stod også klar i venteposition.
På vejen vestpå blev græsset grønnere og blomsterne flere og mere udsprungne.
Efter 1 uge samlede jeg JK op i Keflavik. Vi startede ved fyret på det nordvestlige hjørne af Reykjavik halvøen.
Ret hurtig havde vi talt 25 alm. skråper, mange suler og div. alkefugle.
Det var blevet OK vejr mod nordøst så første dag gik med kørsel.
Vi rundede Myvatten og Melrakka sletten. Vi så alle karakterfuglene ænder lommer vadefugle odinshøns i rigtig store mængder.
Mange af arterne var lige kommet og var endnu ikke på ynglepladser eller var på vej videre nordpå. Andre var allerede i gang med at ruge.
Af rovfugle så vi kun dværgfalk og mosehornugle.
Som dagene gik tog vinden af og temperaturen steg. Helt til 16 grader og næsten vindstille. Så det har bogstaveligt talt været at gå fra vinter direkte til sommer.
Også blomsterne kom der pludselig rigtig gang i.
Jeg snakkede med Nis her til morgen. Han kommer her i aften efter at JK er taget afsted.
Nis vidste at der var set hvidvinget terne tæt ved Keflavik – så vi strøg afsted uden morgenmad. Vi fandt den – Det er jo en lidt speciel art for Island må man sige.
Vi nåede også at se hvidklire og fiskehejre – også lidt specielt.
Men fantastiske dage i arktisk sommer.